Af: Ulrik Gade Husted
I Zambia er klimaspørgsmål ikke hvad der præger dagsordenen.
Det er ikke et spørgsmål særlig mange tænker over – og hvis man skulle prioritere, starter man helt sikkert et andet sted end ved klimaet:
Blandt landets befolkning, anslås det at 64% er fattige – lever for under 1$ om dagen (JCTR).
Folk arbejder for at overleve og har egentlig nok at gøre med det! Primært gælder det om at beskæftige sig selv, da den offentlige sektor ikke er specielt stor og de jobs der er at få i indkøbscentrene, som vicevært i et boligkompleks etc. er så underbetalte at man alligevel ikke kan brødføde sin familie på baggrund af den beskedne løn.
Dem der har muligheden, forsøger sig med en minibus. Det er hvad man kalder offentlig transport. Men det kan egentlig bedre betegnes som optimal udnyttelse af fladen over de fire hjul der har fremdrift.
Der kører afsindigt mange lyseblå minibusser rundt i Lusaka. De holder på mere eller mindre autoriserede vigepladser ved vejene og har både en chauffør og en ”billetkontrollør”.
Billetkontrollørens job er det mest omfattende. Hans opgave er at sikre at bilen fyldes op med passagerer – og jeg mener fyldes op. Det er her man må rose dem for engagementet i forhold til at udnytte ressourcerne så optimalt som overhovedet muligt.
Kontrolløren går dels rundt og promoverer lige præcis denne minibus, så alle er klar over at det trods alt er den bedste minibus og at de roligt kan tage plads i den, for den kører lige om lidt.
Minibussen er oftest udstyret med 4 rækker sæder (+ forsæderne) til i alt 12 passagerer. Men jo flere mennesker man placerer på sæderne, jo flere penge tjener de selvfølgelig (et økonomisk incitament for at mindske CO2-udledningen pr. passager). Så det er ikke usædvanligt at se mellem 25 og 30 mennesker i en minibus.
Så langt så godt. Man har, mere eller mindre bevidst, ladet markedsøkonomien sikre en bedre udnyttelse af de tilgængelige ressourcer – det må man kunne bruge i andre sammenhænge. Dette er hvad man kalder ubevidste incitamentsstrukturer.
Hvad der ikke er helt så miljøvenligt er selve minibussen. Partikelfilter, høj forbrænding og hvad man ellers kan gøre for at sikre en minimal udledning, er der ikke gjort meget ved.
Så alle os der ikke bruger minibusserne helt så meget, men vælger at gå, betaler prisen i form at udstødningsos direkte ned i lungerne. I forhold til undersøgelserne om hvor mange cigaretter det svarer til at man ryger hver gang man løber rundt om søerne, er jeg ret sikker på at der her vil være tale om en tripple up på forurening.
Den del af befolkningen i Lusaka der ikke bruger bussen (fordi prisen på ca. 4kr tværs gennem byen er for høj) går rundt. Da højhuse i Zambia er et sjældent syn, er afstandene fra a til b store, hvilket kun gør bedriften imponerende. Et eksempel er viceværten i den boligblok jeg bor i.
Som tidligere nævnt er hans løn pinligt lav (omkring 500kr om måneden til at forsørge en kone og fire børn). Jeg snakkede med ham og regnede lidt på hans faste udgifter: hvis han tog bussen på arbejde hver dag, havde han ca. 60kr tilbage til mad, trækul (da jeg formoder han ikke har elektricitet eller komfur) – inden huslejen var betalt.
Han bor lidt uden for Lusaka og bussen koster 4kr hver vej. Når han ikke har penge, går han. Det tager ham omkring 3 timer at gå hver vej.
Samme optimering af transporten ses når turen går mod landet – her et eksempel, hvor jeg skulle til en landsby 90km fra asfaltvejen.
Eneste transportmulighed var denne lastbil – godt læsset til med mennesker og gods.
Batteriet på lastbilen virker desværre ikke, men en af passagerne har et reservebatteri så vi kan få noget lys på lastbilen når vi nu skal køre om natten.
Konklusionen må være at knappe ressourcer giver incitament til at udnytte de tilstedeværende ressourcer bedre.
Det gør sig desværre kun gældende for den del af befolkningen der virkelig skal vende hver en Ngwe flere gange for at overleve. Miljøvenlige investeringer må man kigge langt efter.
Der er stadig lang vej for Zambia; dels for at sikre befolkningens overlevelse og dels for at begynde at tænke miljøvenligt.
Tags: globalisering, persontransport, planlægning, økonomi